Vækst af Sandra Boss / Workshop for børn

Noget opstår. Bliver til. Tager til i størrelse. Mødes med noget. Og bliver til noget andet. VÆKST er et værk for blæserkvartet og percussion der udforsker det at vokse, både som en konkret fysisk forandring og som et organisk og klangligt fænomen. Musikken vokser langsomt frem i takt med at instrumenternes proportioner og former ændrer sig. Gennem en total dechifrering af instrumenternes enkeltdele skabes et udgangspunkt for nye sammensætninger, formeringer, transformationer, progressionener og med tiden eventuel destruktion.

// ENTRÉ //
Gratis entré

// Workshop for børn: At bygge et instrument //
Århus Sinfonietta præsenterer umiddelbart inden denne koncert en workshop, hvor børn og voksne kan komme og få indblik i instrumenternes verden. Det foregår samme dag kl. 12.30-14.30 på Kunsthal Århus.
Er du 6-8 år gammel og har du en voksen med? Så er det lige noget for dig!
Kom og vær med, når vi går i dybden med, hvordan man kan få lyd ud af et instrument og om vi selv kan bygge et instrument som vi kan spille på, og hvad er et instrument egentlig…….

– Tilmelding foregår via dette link.
– Pris: 150,00 kr pr. barn. (Alle børn skal have en voksen med)
– NB: Betalingen går til Århus Sinfoniettas dækning af udgifter og materialer til workshoppen.
– Der er maksimum plads til 12 børn, så meld dig til hurtigst muligt.

// Komponisten //
Sandra Boss har en række værker bag sig der udforsker instrumentet som skulptur. Hun har tidligere lavet værker for dekonstruerede orgler og forlængede harmonikaer. Det er interessen for instrumentet som klangobjekt men i den grad også som et visuelt og skulpturelt transformabelt objekt, som nu videreføres i dette nye værk for Aarhus Sinfonietta.

Sandra Boss er uddannet komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium med specialisering inden for elektronisk musik og lydkunst. Hun har for nyligt afleveret en PhD afhandling, udarbejdet under Aarhus Universiter, hvor hun har udforsket forholdet mellem lyd og det fysiske øre.

// LYDRUM //
Århus Sinfonietta giver med projektet LYDRUM publikum fire unikke muligheder for at møde musik i inkluderende “lydrum”, væk fra den traditionelle koncertsal. Igennem fire koncerter inviteres publikum indenfor i skarpt kuraterede koncertkoncepter, der er designet til at forstærke elementer i de enkelte valgte værker samt gøre lytteoplevelsen dyb og sanselig. Fælles for alle fire projekter er, at de lader publikum komme helt tæt på musikerne, sig selv og musikken i forskellige former for nærhed og rum.

I løbet af 2019 vil Århus Sinfonietta derfor præsentere koncerter i formelt rum (i samarbejde med Christian Gerdes, overlæge i hjertesygdomme ved Aarhus Universitetshospital, Skejby), udstillingsrum med nyt værk af Sandra Boss (i samarbejde med Kunsthal Aarhus), privat rum, og offentligt rum (i samarbejde med koncertforeningen Aarhus Unge Tonekunstnere). Koncerterne vil blive annonceret løbende.

Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Toyota-Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponistforenings Produktionspulje, KODA Kultur, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, og Musikpuljen i Aarhus Kommune.

One world above, another below @ SPOT 2019

(OBS! SE VIGTIG PRAKTISK INFO NEDERST)

NY KAMMEROPERA OM AT LÆSE LUFTEN UROPFØRES PÅ SPOT FESTIVAL 2019

Med inspiration fra rejser ud i verden, natur og kultur, det ydre rum og det indre menneske, elektronisk manipulerede feltoptagelser og klassiske traditioner venter der SPOT-publikummet og andre interesserede en uropførelse på tværs af musikalske genrer og virkemidler.

Lørdag den 4. maj klokken 16:30 uropføres den dansk/amerikanske komponist Lil Lacys nye 45 minutter-lange værk, One world above, another below, i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, som en del af SPOT Festival.

One world above, another below er en kammeropera, der udforsker det at opleve og at være åben overfor sine omgivelser.

“Vi oplever verden omkring os i en kontekst, der uundgåeligt er præget af det vi kender, sat overfor det nye vi opdager og derfor umiddelbart repræsenterer ét menneskes subjektive oplevelse. Både i forhold til de oplevelser, der er inde i personen selv, såvel som i relationen til dets omgivelser. Måden hvormed vi forholder os til det vi oplever, former den tid vi lever i,” siger komponist Lil Lacy.

I skabelsen af værket har Lacy samarbejdet med den elektroniske komponist Tobias Sejersdahl, som har udarbejdet en elektronisk lydside til værket. One world above, another below er bestilt af Århus Sinfonietta og ensemblet står i spidsen, når de sammen med sopransolist Katinka Fogh Vindelev (fra We Like We) og den japanske dirigent Rei Munakata uropfører værket på SPOT Festival.

Nye tider for moderne kompositionsmusik
Århus Sinfonietta forsøger hele tiden at nytænke sit repertoire og være med til at udvikle nye retninger. Med ansættelsen af Allan Gravgaard Madsen som kunstnerisk ansvarlig i 2018 har ensemblets kunstneriske profil båret præg af udfoldelsen af diversitet og nytænkning af koncertformater.

“Århus Sinfonietta er meget bevidst om sit ansvar for hele tiden at udvikle og udvide den moderne kompositionsmusiks regler og udtryk. Derfor fokuserer ensemblets projekter i år på at arbejde med komponister, der umiddelbart kommer fra andre genrer end den klassiske,” siger Allan Gravgaard Madsen, kunstnerisk ansvarlig for Århus Sinfonietta.

Lil Lacys nye værk One world above, another below er ingen undtagelse for denne nye retning og Århus Sinfonietta arbejder netop nu med flere komponister, der umiddelbart kommer fra andre genrer. Projekterne vil blive annonceret løbende.

TID / STED:
Lørdag den 4. maj 2019 kl. 16:30
Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus

BILLETTER:
Standard: 125,- (+ gebyr)
Studerende: 50,- (+ gebyr)
SPOT-armbånd: Fri entré

MEDVIRKENDE:
Lil Lacy, koncept og komposition
Tobias Sejersdahl, elektronisk komposition
Katinka Fogh Vindelev, sopransolist
Morten Elkjær, teknik
Rei Munakata, dirigent
Århus Sinfonietta

OBS!
For at sikre dig/jer en plads i salen vil det være nødvendigt at møde op uden for Symfonisk Sal i tidsrummet 16:05-16:15, hvor du/I vil blive lukket ind i salen, inden koncerten starter kl. 16:30. Derefter vil der blive åbnet for SPOT Festivalens vanlige publikum.

Koncerten varer ca. 45 min. uden pause og præsenteres i samarbejde med SPOT Festival.
Koncerten er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponistforenings Produktionspulje, KODA Kultur, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Musikpuljen i Aarhus Kommune.

Hjertemusik på Aarhus Universitetshospital

HJERTEMUSIK PÅ AARHUS UNIVERSITETSHOSPITAL
Århus Sinfonietta åbner ny sæson med alternativt lydrum
 
Århus Sinfonietta har siden sin grundlæggelse i 1990 været meget bevidst om hele tiden at udvikle og udvide den moderne kompositionsmusiks regler og udtryk. I 2019 søsætter ensemblet projektet LYDRUM, der giver publikum mulighed for at opleve musik væk fra den traditionelle koncertsal.
 
Den første af fire Lydrum-koncerter bliver afholdt
 
søndag den 7. april 2019 klokken 16:00 i
Auditorium A, Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Der er gratis entré.
 
Koncerten er blevet til i samarbejde med Christian Gerdes, hjertelæge på Aarhus Universitetshospital, der til koncerten medvirker i en samtale om hjertets og musikkens puls sammen med musiker og musikformidler Annemette Juul Pedersen. Derefter følger en ca. 55 minutter lang koncert med værket Music for Heart and Breath.
 
“I værket ‘Music for Heart and Breath’ skal musikerne udstyres med stetoskoper som en del af værkets udførelse. Værkets gentagne figurer og melodier spilles til musikernes egne hjerteslag og vejrtrækning,” siger kunstnerisk leder Allan Gravgaard Madsen og fortsætter:
 
“Dette betyder, at hver opførelse af værket bliver forskellig, fordi værket spilles uden dirigent og dikteres af musikernes egne fysiske input. Hvis musikernes puls pludselig bliver hurtig, så kan man høre det direkte i musikken.”
 
Music for Heart and Breath er skrevet af komponist og multiinstrumentalist Richard Reed Parry, som mange måske kender som fast medlem af bandet Arcade Fire. Værket opføres til denne lejlighed i en særlig version af og med Århus Sinfonietta.
 
“Århus Sinfoniettas kernerepertoire er den moderne kompositionsmusik. Vi ser dog også et stort potentiale i mødet med andre genrer. Komponister fra pop, rock eller jazz har et helt andet blik på kompositionsprocessen og det materiale, de arbejder med, end f.eks. klassiske komponister har. Så vi tror på, at der opstår noget helt særligt, når man fra forskellige udgangspunkter belyser, fornyer og udvider det, man allerede troede man kendte,” siger Allan Gravgaard Madsen.
 
TID / STED:
Søndag den 7. april 2019 klokken 16:00-17:30 · Gratis entré.
Auditorium A, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Blvd. 99, 8200 Aarhus N
(Auditorium A findes ved Indgang G. Aarhus Letbane stopper næsten lige ved døren)
MEDVIRKENDE:
Christian Gerdes, overlæge i hjertesygdomme ved Aarhus Universitetshospital
Annemette Juul Pedersen, musiker og musikformidler
Århus Sinfonietta
 
KORT OM PROJEKTET LYDRUM:
Århus Sinfonietta giver med projektet LYDRUM publikum fire unikke muligheder for at møde musik i inkluderende “lydrum”, væk fra den traditionelle koncertsal. Igennem fire koncerter inviteres publikum indenfor i skarpt kuraterede koncertkoncepter, der er designet til at forstærke elementer i de enkelte valgte værker samt gøre lytteoplevelsen dyb og sanselig. Fælles for alle fire projekter er, at de lader publikum komme helt tæt på musikerne, sig selv og musikken i forskellige former for nærhed og rum.
 
I løbet af 2019 vil Århus Sinfonietta derfor præsentere koncerter i formelt rum (i samarbejde med Christian Gerdes, overlæge i hjertesygdomme ved Aarhus Universitetshospital, Skejby), udstillingsrum med nyt værk af Sandra Boss (i samarbejde med Kunsthal Aarhus), privat rum, og offentligt rum (i samarbejde med koncertforeningen Aarhus Unge Tonekunstnere). Koncerterne vil blive annonceret løbende.
 
Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Toyota-Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponistforenings Produktionspulje, KODA Kultur, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, og Musikpuljen i Aarhus Kommune.

Århus Sinfonietta søger daglig leder

Århus Sinfonietta søger daglig leder pr. 1. april 2019 eller snarest muligt.

I disse år har Århus Sinfonietta igangsat en organisationsændring, der gør, at vi nu søger en kompetent og optimistisk daglig leder med overblik, gåpåmod og fleksibilitet i en nyoprettet stilling. Du skal være initiativrig og have en evne til at kunne arbejde selvstændigt og løsningsorienteret. Dit primære arbejdsområde vil være daglig drift og hands-on produktion af vores kommende aktiviteter, men også idemæssig sparring og udvikling af ensemblets kommende projekter i samarbejde med ensemblets kunstnerisk ansvarlige.

Dertil bliver du ansvarlig for udarbejdelse af materiale til koncertprogrammer, hjemmeside, SoMe, nyhedsbreve, pressemeddelelser, plakater, mm.

Du får ansvaret for:

  • booking af prøvelokaler og udarbejdelse af prøveplaner
  • booking af assistenter
  • bestilling af noder og distribution deraf til musikerne
  • booking af overnatningsmuligheder til solister, dirigenter og gæster
  • planlægning og afvikling af prøver, koncerter og projekter, herunder indkøb af forplejning, koordinering af instrumenttransport samt salg af billetter
  • kontakt til dirigenter, solister, agenturer, spillesteder og/eller festivaler samt øvrige samarbejdspartnere
  • produktionsarbejde herunder udarbejdelse af scene- og afviklingsplaner samt teknisk koordination med eksterne lys- og lydteknikere
  • udarbejdelse og udsendelse af pressemeddelelser og nyhedsbreve
  • administration af ensemblets hjemmeside og sociale medier (facebook og instagram)
  • dokumentation af pressens dækning af ensemblets aktiviteter
  • overordnet kommunikation af ensemblets aktiviteter
  • produktion af tekster til hjemmeside, billetportal og -salg
  • opsætning og udarbejdelse af alt grafisk materiale som plakater, annoncer, koncertprogrammer og diverse ansøgninger, web og SoMe samt trykning af disse
  • sparring og udvikling af ensemblets overordnede kunstneriske planlægning i tæt samarbejde med ensemblets kunstnerisk ansvarlige
  • udarbejdelse af tekster til vores ansøgninger i samarbejde med ensemblets kunstnerisk ansvarlige
  • medansvar for budgetstyring sammen med administrator og den kunstnerisk ansvarlige

Vi forventer, at du:

  • brænder for kultur og musik – gerne for den moderne kompositionsmusik
  • har en relevant uddannelse og erfaring
  • skriver og taler dansk og engelsk flydende
  • kan bevare overblikket, når der er mange bolde i luften
  • i høj grad kan arbejde struktureret, selvstændigt og løsningsorienteret
  • kan omsætte ide til handling og resultat
  • har et hurtigt og præcist skriftsprog
  • er udadvendt, engageret og kreativ med fokus på den gode ide
  • vil kunne byde ind med nye vinkler i forhold til ensemblets strategier inden for formidling, publikumsudvikling og samarbejdspartnere
  • har relevant kommunikationserfaring fra kulturverdenen
  • er hjemmevant i InDesign og Photoshop eller andet software til grafisk arbejde
  • har styr på dine målgrupper
  • har erfaring med kampagner på facebook og andre sociale/digitale medier

LØN & ANSÆTTELSESVILKÅR:

Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2019 eller hurtigst muligt. Kontoret ligger på Godsbanen i Aarhus, hvor vi forestiller os, at du har mulighed for at holde møder. Da vores aktiviteter ofte finder sted om aftenen eller i weekender kan stillingen til tider indebære skiftende arbejdstider. Stillingen er normeret til 18 timer ugentligt. Løn- og ferievilkår aftales efter nærmere forhandling.

ANSØGNINGSFRIST:

Fredag den 15. marts 2019 klokken 12:00. Første samtale forventes gennemført den 20. marts 2019 eller snarest muligt derefter.

SØG STILLINGEN:

Send en kort motiveret ansøgning (max 1 A4-side) og CV til fmunklarsen@gmail.com med allan@agm.dk i cc.  Skriv “ÅS daglig leder” i emnefeltet.

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

kan fås ved henvendelse til bestyrelsesformand Frederik Munk Larsen (fmunklarsen@gmail.com / +45 26 29 70 64) eller kunstnerisk ansvarlige Allan Gravgaard Madsen (allan@agm.dk / +45 30 24 77 00).

ÅRHUS SINFONIETTA:

Århus Sinfonietta har siden sin oprettelse i 1990 været en hjørnesten for kunstmusikken i Danmark. Ensemblet består pr. februar 2019 af 17 musikere, der dækker alle de klassiske instrumentgrupper: fløjte, obo, klarinet, fagot, valdhorn, trompet, trombone, slagtøj (2), guitar, harpe, klaver, violin I, violin II, bratsch, cello, kontrabas. Dertil kommer der en administration bestående af kunstnerisk ansvarlig, administrator og daglig leder (vakant).

Århus Sinfonietta fokuserer sine koncertaktiviteter på både at bestille og uropføre nye værker, men også at genopføre avantgarde-classics af etablerede komponister. Igennem de sidste 29 år har ensemblet hvert år leveret en række koncerter og musikbegivenheder af høj kvalitet.

Vi ser netop nu frem mod vores 30-års jubilæum i 2020, hvor vi bl.a. har skærpet fokus på diversitet.