Århus Sinfonietta+: Streich, Hope & Szpyrka

Musik er fællesskab. Derfor er det vigtigt for Århus Sinfonietta at danne egne fællesskaber, der både kan rumme banebrydende Ny Musik af højeste kvalitet og sikre den musikalske fødekæde i vores lokalmiljø. 

Til dette projekt mødtes Århus Sinfoniettas musikere med instrumentalstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Århus Sinfoniettas faste besætning blev udvidet med over 20 studerende, der så udgør et helt nyt kammerorkester. 

Til projektet inviterede Århus Sinfonietta sammen med Det Jyske Musikkonservatorium den svensk-tyske komponist Lisa Streich til Aarhus, hvor det nyoprettede kammerorkester arbejdede med hendes guitarkoncert, Augenlider. Værket havde Lisa Streich omarrangeret specielt til den nye besætning og Århus Sinfoniettas faste guitarist, Frederik Munk Larsen, var solist i værket. 

Derudover skrev Monika Szpyrka og Michael Hope nye værker til projektet. Begge var komponiststuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Koncerten gav derfor også publikum muligheden for at opleve den kompositoriske fødekæde for Ny Musik, såvel som den instrumentale.

 

Århus Sinfonietta+ blev støttet af Dansk Komponistforening / KODA Kultur, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Initiativpulje, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Projektet blev produceret i samarbejde med Panorama Festivalen ved Det Jyske Musikkonservatorium.

// TID & STED //

Sankt Lukas Kirke, Sankt Lucas Kirkeplads 1, 8000 Aarhus C
Søndag 15. november 2020 · 19:00

// PROGRAM //

Lisa Streich (f. 1985): Augenlider (2015) for præpareret guitar og kammerorkester - Dansk førsteopførelse

Michael Hope (f. 1995): Nyt værk - uropførelse

Monika Szpyrka (f. 1993): Nyt værk - uropførelse

// MEDVIRKENDE //

Frederik Munk Larsen, guitarsolist
Rei Munakata, dirigent
Århus Sinfonietta
Studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium

Videoer: Klavs Kehlet

Forrige
Forrige

Nye Spor 2017-2021

Næste
Næste

Mørkeklang: Ladehoff, Egilstrøð & Karlsson