Tilbage til Alle begivenheder

845Q - en concert walk med Århus Sinfonietta

Grafik: Mathias Skafte

Oplev Århus Sinfonietta smelte sammen med Aarhus’ urbane oase, Institut for (X), til koncertvandringen 845Q.

31. august kl. 17:00
Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus
Institut for (X)
Arrangementet er gratis


Gemt mellem høje bygningskomplekser og gamle jernbaneskinner ligger Institut for (X). En urban oase fuld af kringelkroge med legende børn, skatere på hjul, spillende hiphopmusikere og turister, der udforsker. 

Denne urbane mangfoldighed er, hvad koncertvandringen 845Q tager udgangspunkt i. 845Q er nemlig, ud over koncertens titel, navnet på et helt nyt samarbejde mellem Århus Sinfonietta og Palmehaven, der skal bygge bro mellem den moderne samtidsmusik og byrummets brugere. Og så er 845Q postnummeret på matriklen.

845Q tager publikum med på en kurateret vandring til konkrete lokationer på Institut for (X). Her opfører grupper af musikere fra Århus Sinfonietta fem nykomponerede stykker musik, der hver især er skrevet særligt til de specifikke lokationer. Stykkerne er skrevet af tre studerende på studieretningerne Rytmisk Komposition samt Sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium, og vandringen slutter med ét stort fællesværk, fremført af hele Århus Sinfonietta ved Palmehaven.

Om samarbejdet 845Q

I 2024 er Århus Sinfonietta flyttet ind i Palmehaven på Institut for (X): Et residency, hvor de to lokale kulturaktører undersøger, hvilke muligheder der skabes ved at flytte den moderne, klassiske musik ind i nye, urbane rammer. I residenciet 845Q hylder Århus Sinfonietta og Palmehaven mødet med hinandens publikummere. Her er den demokratiske samtale og kunstens evne til at belyse (svære) samtidsaktuelle emner et fælles ståsted for ÅS og Palmehaven. Konkret udmunder samarbejdet sig i koncerter og events med oplæg og debatter i tråd med den specifikke musiks tematik.

Om Århus Sinfonietta

Århus Sinfonietta er et moderne, klassisk ensemble, der består af 19 faste musikere. Med en mission om at formidle den eksperimenterende danske og internationale musik, bestiller og fremfører sinfoniettaen hvert år nye værker inden for den samtidsmusikalske genre og har et stort fokus på samskabelse og samarbejder med andre aktører. Devisen er, at samtidsmusikken skal skabes i fællesskab og med et bredt samarbejdsperspektiv for øje, så vi ikke lukker os om os selv og det velkendte.


Sponsorer og samarbejdspartnere

Koncerten er et samarbejde mellem Palmehaven (Institut for (X)), Det Jyske Musikkonservatorium og Århus Sinfonietta, og er del af Aarhus Festuges officielle program.

845Q er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Musikpulje, Augustinus Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, William Demant Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden.

Forrige
Forrige
16. juli

I sang - Jacob Anderskov og Århus Sinfonietta // Aarhus Jazz Festival

Næste
Næste
25. september

MIDLERTIDIGHED // Århus Sinfonietta X Palmehaven