Oplev genopførslen af dette performative værk, der gengiver og fortolker Scandinavian Congres Center gennem musik for kor og strygere. Værket undersøger forholdet mellem konkrete materialer og vores indre følelse af forbundethed med noget større.
24. november kl. 15:00
Scandinavian Congress Center i Aarhus
Margrethepladsen 1, 8000 Aarhus Centrum
Arrangementet er gratis
Den 24. november inviterer Århus Sinfonietta i samarbejde med Lil Lacy og en række kor og musikere til en alternativ julekoncert i Scandinavian Congress Center. Concert for a Space and Time er en stedsspecifik performancekoncert skrevet specifikt til Scandinavian Congres Center i Aarhus. Værket er komponeret af den dansk-amerikanske komponist Lil Lacy og undersøger, hvordan musikken i spil med de konkrete omgivelser kan flytte fokus fra det materielle omkring os til fornemmelserne inde i os.
Først fokuserer stykket på de materielle funktioner og konkrete aspekter af stedet; trapperne, rulletrapperne, gulvet. Derefter bevæger det sig ind i materialet; træ, stål, glas. Derefter dybere ind i materialets konsistens: varm, kold, hård, blød, og videre til tiden før materialet; tiden før glasset blev til glas; ind i de mindre komponenter som silikastøv, kalksten og kvartsand. Og så videre til lyden af bølgerne, der ruller over sandet.
Stemmerne fra koret og strygerne undersøger atmosfæren i kongrescenteret ved at bevæge sig forskellige steder rundt i rummet, og lytteren vil på den måde opleve musikken gengive rummet på forskellige måder. Til sidst flyttes fokus mod det indre og følelsen af forbundethed på tværs af tid, rum, liv og død. Stykkets afslutning knytter sig til solnedgangen, farveskiftet på himlen og afslutningen på endnu en dag.
Medvirkende
Komponist: Lil Lacy
Dirigent: Mathias Skaarup Sørensen
Ensemble: Århus Sinfonietta
Kor: Ensemble Edge og Ars Nova Copenhagen
Liberetto: Sonja Ferdinand og Lil Lacy
Om Lil Lacy
Lil Lacy er en dansk-amerikansk komponist, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, udgivet flere kritikerroste albums, samt skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, dans og teater. Hun er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med studier ved bl.a. University of California San Diego. Modtog i 2020 Lénoie Sonnings Talentpris. Huskomponist ved Sønderjyllands Symfoniorkester fra 2024-2027.
Om Mathias Skaarup Sørensen
Mathias Skaarup Sørensener uddannet dirigent fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han er dirigent for kammerorkestret Bellbird og kammerkoret Ensemble Edge og har derudover dirigeret blandt andre Århus Sinfonietta, Ensemble MidtVest og Den Jyske Operas Kor. Mathias underviser desuden i ensembleledelse og korledelse på Det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium.
Om Sonja Ferdinand
Sonja Ferdinand er uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole i 2019 og modtag samme år en talent Reumert for sin debut Klædt Af. Hendes værker bliver ofte skabt i tætte samarbejder, hvor omstændighederne for selve skabelsen kravler ind i værkerne. Hun har de seneste år blandt skrevet for National Theatret i Oslo og værket Insomnia til Berliner Ensemble.
Om Ensemble Edge
Ensemble Edge er et vokalensemble fra Aarhus, der siden 2016 har udforsket vokalmusikkens grænser. Gennem et tæt samarbejde med unge komponister skaber de nyskabende og eksperimenterende koncerter og står bag flere uropførelser af ny og stedsspecifik musik. Ensemblet bevæger sig ubesværet mellem genrer som klassisk, jazz og elektronisk musik og er kendt for sin alsidighed og kunstneriske kvalitet.
Om Ars Nova Copenhagen
Ars Nova Copenhagen er et danskbaseret, internationalt vokalensemble på 12 medlemmer, der specialiserer sig i renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, som udføres med præcision og nerve, og med en sound, der vækker opmærksomhed overalt i verden. Med koncerter i København og resten af Danmark og flere årlige turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde.
Om Århus Sinfonietta
Århus Sinfonietta er et moderne, klassisk ensemble, der består af 19 faste musikere. Med en mission om at formidle den eksperimenterende danske og internationale musik, bestiller og fremfører sinfoniettaen hvert år nye værker inden for den samtidsmusikalske genre og har et stort fokus på samskabelse og samarbejder med andre aktører. Devisen er, at samtidsmusikken skal skabes i fællesskab og med et bredt samarbejdsperspektiv for øje, så vi ikke lukker os om os selv og det velkendte.
Sponsorer og samarbejdspartnere
Værket er produceret af Lil Lacy Music, AUT, ENSEMBLE EDGE, Ars Nova Copenhagen og Århus Sinfonietta i samarbejde.
Tak for støtte til realiseringen af Concert for a Space and Time fra Statens Kunstfond, KODA Kultur, William Demant Fonden, Den Jyske Kunstfond, Korsangernes Fællesråd og GENSTART ved EditionS, Dansk Komponistforening og Art Music Denmark