Tilbage til Alle begivenheder

LYDRUM #3: Stilstand og bevægelse

foto: Kåre Viemose

foto: Kåre Viemose

Århus Sinfonietta inviterer en lille publikumsskare til en unik eftermiddag i et privat hjem i Aarhus, hvor nærvær, fordybelse og en sanselig lytteoplevelse er i centrum.

// Stilstand og bevægelse //
Amerikanske Morton Feldmans musik er berømt for at udfordre begrebet tid. I et af sine sidste værker, Piano & String Quartet, lader Feldman de fem musikere spille tyste og transparente små figurer, der langsomt, men sikkert, skifter klangfarve og betoning. Den intime musik er ubarmhjertig i sin vedholdenhed og langsomme materialeudvikling. Den kan virke kølig og strukturel på overfladen, men som værket skrider frem åbenbarer det sig som et omfavnede og gribende ritual.

“Morton Feldman arbejdede med oplevelsen af tid i sine sidste værker. Hans String Quartet No. 2 udspiller sig for eksempel over 6 timer og kræver en stor udholdenhed hos musikere. De spiller nemlig i et sammenhængende forløb,” udtaler Allan Gravgaard Madsen, kunstnerisk ansvarlig for Århus Sinfonietta.

“Piano & String Quartet varer cirka 75 minutter, og man kommer hele følelsesregisteret igennem. Fascination. Irritation. Stilstand. Musikken insisterer på, at du bliver hvor du er. At du bliver i nuet sammen med den. Det kan nogle gange virke lidt grænseoverskridende for os netop i disse tider, hvor man er vant til at zappe rundt mellem alle mulige indtryk."

// LYDRUM //
Århus Sinfonietta finder oversete aarhusianske lydrum
Århus Sinfonietta giver med projektet LYDRUM publikum fire unikke muligheder for at møde musik i inkluderende “lydrum”, væk fra den traditionelle koncertsal. Igennem fire koncerter inviteres publikum indenfor i skarpt kuraterede koncertkoncepter, der er designet til at forstærke elementer i de enkelte valgte værker samt gøre lytteoplevelsen dyb og sanselig. Fælles for alle fire projekter er, at de lader publikum komme helt tæt på musikerne, sig selv og musikken i forskellige former for nærhed og rum.

Dette LYDRUM omfatter det private og nærværende rum, hvor der er plads til fordybelse og hengivelse til musikalsk meditation. I en privat stue med brede vinduespartier, højt til loftet, flygel og fire strygere fra Århus Sinfonietta lukkes 50 gæster ind til en helt særlig og stemningsfuld koncert, hvor man efterfølgende i et af hjemmets kroge kan dele eftermiddagens oplevelse med hinanden over et glas vin.

// Medvirkende //
Medlemmer af Århus Sinfonietta:
- Signe Madsen, violin I
- Ina Tagmose, violin II
- Birgitte Bærentzen Pihl, bratsch
- Jens Lund Madsen, cello
- David Strong, klaver

// Billetter //
125 kr. (alm.) / 75 kr. (stud.) - alle priser er ekskl. gebyr.
Alle billetter er inkl. et glas vin.

Billetter købes her

// Tid og sted //
Privat hjem i Aarhus V
27.10.2019 - klokken 16:00
Dørene åbner kl. 15.45

Projektet LYDRUM er støttet af Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Toyota-Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponistforenings Produktionspulje, KODA Kultur, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, og Musikpuljen i Aarhus Kommune.

Forrige
Forrige
4. september

ELEGI: SVIN + Århus Sinfonietta

Næste
Næste
24. november

LYDRUM #4: Concert for a Space and Time