Tilbage til Alle begivenheder

Nye Spor 2018: Fingerknips, kradse akkorder og en rød ballon

  • Huset Carmel 23 Nørre Allé Aarhus, 8000 Denmark (kort)
foto: Barbara Alexandersen

foto: Barbara Alexandersen

Under fanen 'Nye Spor' udforsker fire medlemmer af Århus Sinfonietta sammen med Aarhus Jazz Festival mødet mellem eksperimenterede jazz og moderne kompositionsmusik.

Til koncerten vil publikum opleve uropførelser af to nye værker for trombone, slagtøj, guitar og klaver af Julie Kjær og Lil Lacy. Dertil opføres “Hungarian Rock” af György Ligeti og “Scratch” af Rolf Wallin samt to tidligere ‘Nye Spor’-værker af Gorm Askjær, “SNAP!” og “Swinging”.

Julie Kjær er som musiker kendt for sit rå, kantede og eftertænksomme spil og “dark, otherworldly imagery” (Jazzwise Magazine). Gennem udforskning af alternative spilleteknikker, klang og rytme presser hun sine blæseinstrumenter til det yderste. Som komponist eksperimenterer hun bl.a. med at skrive for ensembler med usædvanlig besætning. Et eksempel er et af hendes seneste værker for fire kontrabasser og basklarinet, et bestillingsværk skrevet til den London-baserede koncert- og festivalorganisation LUME. I efteråret 2017 komponerede hun bestillingsværket “This Is Where You See Me” til den prestigefyldte Huddersfield Contemporary Music Festival og den danske festival G((o))ng Tomorrow.

Komponisten og musikeren Lil Lacy har skærpet sin nysgerrighed for både improvisation og komposition gennem udvikling af og deltagelse i en lang række musikprojekter. Hun er fast medlem af bl.a. 'Valby Vokalgruppe' og duoen 'Soma & Lil'. Fælles for alle konstellationerne er, at de arbejder med koreografiske, visuelle og musikalske elementer på forskellig vis. I 2017 vandt kortfilmen 'Soma & Lil' (instrueret af Nicolas Iordanou & Sylvia Nicolaides) prisen som 'Best Short Documentary' til Ishinomaki International Film Festival i Japan.

Århus Sinfonietta har siden sin grundlæggelse i 1990 været en hjørnesten for den moderne kompositionsmusik i Danmark. Igennem de sidste 28 år har Århus Sinfonietta haft fokus på at spille den nyeste kompositionsmusik på allerhøjeste niveau. Både når det gælder unge komponisters første toner samt erfarne og etablerede komponisters seneste værker. Århus Sinfonietta vægter både uropførelser og genopførelser af sjældent opførte avantgarde-classics.

Koncerten gentages til festivalen 'I Djurs og Mols' i Kulturministeriet, Ebeltoft, den 27. juli 2018 klokken 15:00.

Århus Sinfoniettas aktiviteter er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, KODA Kultur og Musikpuljen i Aarhus Kommune.

'Nye Spor' er støttet af Augustinusfonden, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, KODA Kultur og Musikpuljen i Aarhus Kommune.

Koncerterne er produceret i samarbejde med Aarhus Jazz Festival og I Djurs&Mols.

Forrige
Forrige
12. maj

SPOT Festival 2018: Music for Heart and Breath

Næste
Næste
27. juli

Nye Spor i Djurs og Mols med Århus Sinfonietta