Tilbage til Alle begivenheder

Parts Apart – ny, dansk og sjældent opført klassisk musik

  • Vor Frue Kirke Aalborg 1 Vor Frue Plads Aalborg, 9000 Denmark (kort)

Århus Sinfonietta præsenterer på OpenDays - festival for ny musik og lydkunst - en intens aften med spritny og sjældent opført klassisk musik skrevet af danske komponister fra tre forskellige generationer.

Fra Loïc Destremaus (f. 1992) langsomt skiftende klangflader over Bo Gunges (f. 1964) kraftfulde musikdrama til Karl Aage Rasmussens (f. 1947) smukke og tankevækkende klassiske avantgarde – tilsammen en unik mulighed for at få en smagsprøve på hvordan ny, klassisk musik lyder i dag.

◆◆◆◆◆◆◆◆◆
Entré: 100kr. Studerende: 50kr. Børn og unge u. 18 år: gratis.
Billetter købes ved indgangen. Billetsalg starter en halv time før koncerten.
◆◆◆◆◆◆◆◆◆

Loïc Destremau (f. 1992)
Fra det dybe og meditative til det hektiske og sårbare, dansk-franske Loïc Destremau har lavet et værk skræddersyet til Århus Sinfonietta, der undersøger lyden af langsomt skiftende klangflader mellem instrumenter. Destremau dimitterede fra Det Jyske Musikkonservatorium i år og arbejder bl.a. med instrumenters fysiologi og musikkens relation til sprog i små og store opsætninger for konventionelle eller hjemmebyggede instrumenter og apparater.

Bo Gunge (f. 1964)
Tonerne slå gnister, når den klassiske musiks giganter, kontrabassen og tubaen, igen og igen udfordrer hinanden i musikalsk duel i Bo Gunges helt nye værk. Forvent drama og kamp til stregen. Gunge har modtaget flere danske og internationale priser for sine værker, som tematisk spænder over så forskellige emner som astrofysik, litteratur, myter og religion.

Karl Aage Rasmussen (f. 1947)
Hvordan lyder det, når man slår et kanonisk værk itu, for at bygge det op på ny i et skrøbeligt og regelløst mønster? Århus Sinfonietta spiller det sjældent opførte avantgarde-værk 'Parts Apart' af en af de vigtigste skikkelser i nutidig dansk musik, Karl Aage Rasmussen. Det tankevækkende værk er skabt af brudstykker fra Johann Sebastian Bachs orgelvariationer over en julesalme og Igor Stravinskis rekomposition af samme.

Århus Sinfonietta
Århus Sinfonietta har i snart 30 år spillet den nyeste kompositionsmusik på allerhøjeste niveau - både når det gælder unge komponisters første toner og etablerede komponisters seneste værker. Århus Sinfonietta spiller det udfordrende, nytænkende, sjældne, smukke og vilde - den nye, klassiske musik du skal kende.

◆◆◆◆◆◆◆◆◆
Dirigent: Søren K. Hansen · solister: Mattias Johansson, tuba – Peder Linneberg, kontrabas · Århus Sinfonietta
◆◆◆◆◆◆◆◆◆

Koncerten er støttet af Oticon Fonden, SonningFonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, KODA Kultur, Musikpuljen i Aarhus Kommune og Dansk Kapelmesterforening. Koncerten er produceret i samarbejde med Open Days Festival.

Forrige
Forrige
31. august

Åbning af udstillingen "Per Kirkeby: Maskiner for lys og skygge"

Næste
Næste
1. december

Himmelske hærskarer - vægtløs og isnende julemusik