Tilbage til Alle begivenheder

Sinfonietta Elektronia

Foto: Kåre Viemose

Foto: Kåre Viemose

Til ’Sinfonietta Elektronika’ mødes nogle af Europas største kapaciteter inden for Ny Musik til Klassiske Koncert i Djurs og Mols: den finske komponist Kaija Saariaho, lokale Århus Sinfonietta og det polske elite-ensemble OMN Ensemble. Sammen samles de med cello-masterclassen Open Strings, hvor avancerede cellostuderende fra hele verden mødes for at dykke ned i Saariahos elektroniske mesterværk ’Amers’.

Det sammensatte ensemble danner ramme om en solist-workshop for de cellostuderende op til festivalen under kyndig ledelse af Kaija Saariaho og de to Saariaho-eksperter Jakob Kullberg (cellist og kunstnerisk ansvarlig ved Århus Sinfonietta) og Aliisa Neige Barrière (violinist, dirigent og datter af Saariaho). Masterclassen kulminerer med denne festkoncert på Kulturloftet, mens der i weekenden op til også løbende vil være åbne døre, så publikum kan opleve glimt af det arbejdende ensemble med solister under selve workshoppen.

Det elektroniske element i ’Amers’ går igen i koncertens øvrige værker, hvor den elektro-akustiske komponist og musiker Hans Peter Stubbe Teglbjærg står for den elektroniske eksekvering.

Workshoppen og koncerten på Klassiske Koncerter i Djurs og Mols er et krydsfelt for begyndende samarbejder mellem Århus Sinfonietta og Kaija Saariaho, og Århus Sinfonietta og OMN Ensemble.

I de kommende to år vil Kaija Saariaho være Århus Sinfoniettas ’composer in residence’ i samarbejde med Aliisa Neige Barrière som ’young conductor in residence’. Ligeledes kickstartes ikke blot samarbejdet med Saariaho, men også med OMN Ensemble, som vil være Århus Sinfoniettas venskabsensemble i 2-årig periode.


// TID OG STED //
Klassiske Koncerter i Djurs og Mols

Kulturloftet, Maltfabrikken, Ebeltoft
Mandag d. 26. juli
kl. 16.30

// FRI ADGANG //

Læs mere om festivalen og koncerten her

‘Sinfonietta Elektronika’ er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Musikpulje, Gustaf Packalans Mindefond, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Stibofonden, Hanaholmen - Kulturforeningen for Finland og Danmark og Solistforeningen af 1921.
’Sinfonietta Elektronika’ er produceret i samarbejde med Klassiske Koncerter i Djurs og Mols.

Forrige
Forrige
17. juli

Nye Spor: Grænseklang

Næste
Næste
9. august

Århus Sinfonietta+: UNM Åbningskoncert