Århus Sinfonietta skaber nyt musikalsk fællesskab

Århus Sinfonietta har i anledning af sit 30 års-jubilæum i 2020 søsat projektet Århus Sinfonietta+, der er et ugelangt møde mellem ensemblets professionelle musikere og talentfulde instrumental- og komponiststuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium.

“Musik er fællesskab. Derfor er det vigtigt for Århus Sinfonietta at danne egne fællesskaber, der både kan rumme den banebrydende nye musik af højeste kvalitet og sikre den musikalske fødekæde i vores lokalmiljø,” udtaler Allan Gravgaard Madsen, kunstnerisk ansvarlig for Århus Sinfonietta.

Århus Sinfonietta+ har som noget helt særligt fokus på den nyskrevne musik for kammerorkester og afsluttes med en gratis koncert søndag den 15. november 2020 i Sankt Lukas Kirke i Aarhus.

 
 

EN TRYG RAMME

ÅS plus 6.png

Med Århus Sinfonietta+ ønsker Århus Sinfonietta at bidrage til uddannelsen af fremtidens ambassadører for den nye og eksperimenterende orkestermusik.

“Vi er meget glade for at kunne samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Panorama Festivalen om at skabe en helt unik mulighed for de instrumentalstuderende, så de kan give sig i kast med den moderne kompositionsmusik i et større kammerorkesterformat,” siger Allan Gravgaard Madsen og forsætter: 

“Samtidig er det vigtigt for Århus Sinfonietta, at vi kan være med til at skabe en tryg ramme om prøvearbejdet med den ofte udfordrende og eksperimenterende musik, så de studerende - fremtidens professionelle musikere - på et tidligt stadie kan få gode og kompetente erfaringer med den helt nye orkestermusik. En musik, der stiller helt andre krav end den traditionelle symfoniske musik. Målet er, at skabe bedre betingelser for den helt nyskrevne orkestermusik på lang sigt.”

 
 

INTERNATIONALT STJERNESKUD HENTES TIL AARHUS

foto: Lisa Streich / pressefoto

foto: Lisa Streich / pressefoto

Sammen med Det Jyske Musikkonservatorium er det lykkedes Århus Sinfonietta at invitere den svensk-tyske komponist Lisa Streich til Aarhus, som en del af projektet.

“Lisa Streich skaber helt særlige klangfarver i sine orkesterværker, der både kan være hjerteskærende smukke, fulde af ro og mulighed for fordybelse, men de kan også rumme en ubarmhjertig og overvældende intensitet,” siger Allan Gravgaard Madsen. 

Til koncerten søndag opføres Streichs koncert for præpareret guitar og orkester, AUGENLIDER, med Århus Sinfoniettas faste guitarist Frederik Munk Larsen, som solist. Det er værkets første danske opførelse.

 

UNGE TALENTER PLEJES

Streich vil være til stede til prøver og løbende sparre med orkestret og de to komponiststuderende, Monika Szpyrka og Michael Hope, der begge har fået en sjælden mulighed for at skrive et værk for kammerorkester.

“Projektet er også en måde for Århus Sinfonietta at lære morgendagens komponiststjerner at kende. Derfor er vi glade for at kunne få mulighed for at arbejde koncentreret med Lisa Streich og hendes tonesprog - men også at uropføre to nye bud på hvordan orkestermusik kan lyde i 2020,” siger Allan Gravgaard Madsen og slutter:

“Århus Sinfonietta tror på at denne type samarbejder er lige vigtige for begge parter, og at essensen af arbejdet på tværs af generationer er med til at sikre et farverigt og engagerende musikmiljø i byer som Aarhus. Derfor arbejder vi netop nu på at kunne præsentere lignende projekter i årene frem.”

 

// TID & STED //

Søndag den 15. november 2020 · 19:00

Sankt Lukas Kirke, Sankt Lukas Kirkeplads 1, 8000 Aarhus C

Gratis entré - men billetter skal reserveres på forhånd. Link kommer snarest!

 

// KORT OM LISA STREICH //

Lisa Streich (f. 1985) har studeret orgel og komposition i Berlin, Stockholm, Salzburg, Paris and Köln ved bl.a. Johannes Schöllhorn, Adriana Hölszky, Mauro Lanza og Margareta Hürholz.

Hun har base i Gotland, Sverige, men hendes værker er blevet opført i Europa, Asien og USA af Deutsche Symphonie-Orchester Berlin (DE), Quatuor Diotima (FR), ensemble recherche (DE), Nouvel Ensemble Moderne (CA), Eric Ericsons Kammerkör (SE) og Sveriges Radiokören, for blot at nævne nogle få. 

Streich har modtaget priser og stipendier, som Cité des Arts Paris, orkesterprisen af the Anne-Sophie Mutter Fund, Busoni Förderpreis of the Academy of Arts Berlin, Bernd Alois Zimmermann Prize, Roche Young Commission ved Luzern Festival og komponistprisen fra Ernst von Siemens Musikstiftung. Se mere på hendes hjemmeside her.

 

// STØTTEGIVERE //

Århus Sinfonietta+ er støttet af Dansk Komponistforening / KODA Kultur, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Initiativpulje, William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Projektet produceres i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium.

Forrige
Forrige

Allan Gravgaard Madsen stopper

Næste
Næste

Mørkeklang - nordisk melankoli