En uge i sprogmusikken og kærlighedsfortællingernes tegn

En komponist, en sinfonietta og en gymnasieklasse

I denne uge opfører Århus Sinfonietta to af Thomas Agerfeldt Olesens personligt funderede sinfonietta-værker i hhv. København og Aarhus: "Liebesbriefe" (2009) og uropførelsen - og den mere tragiske efterfølger - "Trennungsbriefe".

I centrum for værkerne er Agerfeldts egne brevudvekslinger i forbindelse med et kærlighedsmøde og adskillelsen fra samme. Brevene bliver i de to værker både udtrykt via sang med tekst, men også via “sprogmusik”.

"Jeg har ikke set på andre komponisters brug af “sprogmusik”, men har opfundet en særlig måde at notere en sprogligt gestikulerende musik på; sikkert ikke enestående, men ikke desto mindre min egen opfindelse,” siger Thomas Agerfeldt Olesen. "Min forestilling om sprogmusikken var, at den skulle benytte sig af lige så mange tonefrekvenser som sproget gør. Derfor fjernede jeg nodesystemets fem linjer, så musikerne – i de afsnit, hvor der spilles sprogmusik – kun har nodestystemets øverste og nederste linje at referere til."

Sideløbende med sinfoniettaens prøver på værkerne har 2.N fra Aarhus Katedralskole haft et forløb i Engelsk og Musik om, hvordan kærlighed sættes i tekst både form- og indholdsmæssigt hos en række store forfattere: breve, digte, noveller og film. Eleverne har især ladet sig inspirere på formniveau, hvor de har ladet formen spille en rolle i deres fortælling. Ovenfor kan I se nogle af elevernes smukke, kreative udfoldelser om temaet.

Sinfoniettaen havde den store glæde af at kunne invitere eleverne til en demonstrering af “sprogmusik” ved Thomas Agerfeldt Olesen og basunsolist Niels-Ole Bo Johansen i mandags, hvor der blev talt lystigt om Ny Musiks tonesprog, at formidle følelser og energier via musik og om processen, som komponist inden for denne genre. Forud for samtalen havde eleverne beskæftiget sig med Agerfeldts partiturer og lydklip i deres musikundervisning, hvilket gav anledning til nogle indsigtsfulde og højt begavede spørgsmål til både komponisten og solisten.

Vi glæder os til at se eleverne igen til koncert i Aarhus på tirsdag d. 20. september, og høre deres tanker om værkernes udtryk, og om vekselvirkningen mellem udtalt sprog/sang og uudtalt sprog via sprogmusik.

Tak for samarbejdet til 2.N, Dorthe og Charlotte!

Liebesbriefe // Trennungsbriefe er støttet af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Initiativpulje, Dansk Komponistforening / Koda Kultur, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Solistforeningen af 1921 og Dansk Kapelmesterforening

Forrige
Forrige

Nysgerrighed, symfoni og festival i Musikhuset

Næste
Næste

Nyt nordisk samarbejde får sin premiere på KLANG Festival